Acceptens enorme kraft

Mange tror, at lykken ville findes, hvis de bare lige kunne ændre sig lidt. Nogle vil gerne blive bedre til at vise deres følelser, nogle vil gerne lære at styre deres temperament, blive mere cool i særlige situationer el.lign. Jeg hører tit, at ønsket udtrykkes som ”jeg bør altså blive bedre til….når bare jeg kan dét, så …”

I deres kamp for at forandre sig til dét, de selv anser som værende til ”det bedre”, fokuserer de så meget på problemet og presser så meget på, at det modsatte rent faktisk sker.
Det er som om, at jo mere de presser på, des større bliver udfordringen; selvsagt til meget stor frustration. Min erfaring er, at du skal forsøge at vende det hele ”på hovedet”. I stedet for at kæmpe for at ændre dig; så skal du kæmpe for at acceptere sådan, som du er. Det, jeg oplever, er, at idet du accepterer, den du ER, vil det du GØR automatisk stemme overens med den, du ER og derved vil dine handlinger blive, som du ønsker.
Så hvis du arbejder på nu at presse dig selv til at handle, føle eller tænke anderledes, vil du møde modstand. Du skal starte med at se dig selv, som den du ER.

Jeg vil her gennem et eksempel fra mit eget liv illustrere, hvad jeg mener:

Da jeg mødte Jesper, som jeg nu er gift med, fik jeg to børn med ”i pakken”. Jeg havde nogle ret klare forestillinger om, hvordan man bør være som god bonusmor. Jeg lagde derfor alle kræfter ind for at elske de to børn. Jeg forsøgte virkeligt ihærdigt også at vinde deres accept og måske endda få en lille bid af deres kærlighed. Det gik faktisk ret let med den ”store” pige, der på daværende tidspunkt lige var fyldt 6 år. Med drengen på 3 år gik det knapt så glat.

Jeg følte mig totalt afvist, hvilket gjorde, at jeg pressede endnu mere på. Da dette ikke ”virkede” snarere tværtimod, oplevede jeg, at min frustration voksede og endte med en regulær irritation på drengen. Jeg følte mig som en virkelig dårlig og mislykket ”ond stedmor” og skældte mig selv meget ud over det.

Gennem min coachinguddannelse fik jeg den idé, at jeg ville forsøge at få en helt anden tilgang til ham. Jeg ville simpelthen lade være med at skælde mig selv ud over situationen og i stedet for arbejde mig hen imod at acceptere tilstanden. Altså simpelthen at acceptere, at jeg ikke brød mig om drengen, og han ikke brød sig om mig. Jeg så på ham og i stedet for som hidtil at skælde mig selv ud over, at jeg ikke kunne lide ham, så sagde jeg indeni mig selv: ”Det er ok, Emilie. Det er ok, at jeg ikke bryder mig om ham!”

Pyha, det virker meget vildt at sidde og skrive ned, men jeg håber virkeligt, at det kan inspirere andre bonusmødre- og –fædre derude!

Dét der skete var nemlig, at jeg stille og roligt begyndte at holde af drengen. Det var som om, at idet jeg accepterede mine ”grimme, forbudte” følelser, så aftog deres styrke. Min anerkendelse af, at mine forventninger til mig selv som ”nybagt bonusmor” var alt for store gav mig altså frihed til at kunne udvikle mine følelser stille og roligt, fordi jeg holdt op med at mase på, presse mig selv og skælde mig selv ud.

Og nu kan jeg dybt fra mit hjerte sige, at jeg elsker mine to bonusbørn!