Coach.dk

Coach.dk

Heading empty

Body empty

Øget selvindsigt styrker selvtilliden

Tillid binder det hele sammen. Samarbejde i virksomhedens afdelinger, menneskelige relationer i familier og mellem leverandører og kunder og sågar hele verdenssamfundet. Graden af tillid er lig med længden af kæden af overholdte aftaler. Jo flere aftaler, der er overholdt mellem to mennesker, jo større er tilliden til hinanden. Det samme gælder også troen på, at den anden er i stand til at overholde sine aftaler. Tillid er overholdte aftaler der understøtter hinanden i enten en positiv eller negativ spiral.

Verden befinder sig i en økonomisk krise på grund af manglende tillid. Beslutningstagere i regeringer, banker og virksomheder har ikke den fornødne tillid til hinanden eller ”situationen”, og når det solide fundament af tillid først forsvinder, så forsvinder alt andet. Alle velkendte strukturer og mekanismer i samfundet, på arbejdspladsen og i hjemmet bliver vendt op og ned, og nye verdens- eller dagsordener bliver skabt. Alt sammen på grund af manglende tillid. Det samme vil gælde i et parforhold, hvis tilliden manglede. Uden tillid vil den normale ”orden” i hjemmet også være sat ud af drift, og de principper eller måder man var sammen på tidligere vil være ændret til noget nyt og anderledes.

For at kunne skabe tillid, må man først have tillid til sig selv. Tillid til at man nok skal klare situationen, at man nok skal finde sig et arbejde eller en kæreste, at man nok skal komme godt igennem tilværelsen. Graden af selvtillid er stort set lig med evnen til at udvikle sig personligt. Lille selvtillid betyder som regel, at jeg ikke har tiltro til, at hvis jeg udvikler mig – og dermed forandrer mig – så er det noget jeg kan udholde eller håndtere og jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er positivt at jeg forandrer mig. Samtidig vil den manglende selvtillid også gøre det svært at tro på, at det kan betale sig at forandre sig, og at opdage andres måde at se verden på kan være lige så gyldig, som min måde at se verden på. Lille selvtillid begrænser min tro på, at andre vil mig det godt, hvorfor jeg ofte tager andres gode råd som kritik.

For at ændre en situation med manglende tillid, er det derfor nødvendigt at udvikle tilliden til sig selv først. Stor selvtillid er ofte lig med stor rummelighed overfor andre, der er anderledes end mig og derfor ser på verden på en anden måde, end jeg selv gør. Den store rummelighed gør det også muligt for mig at acceptere andres input til, hvordan jeg selv eventuelt kunne udvikle mig eller forandre mig. Med stor selvtillid følger som regel også en større lyst til at gå på opdagelse i nye muligheder.

Det kan altså se ud som om, at stor selvtillid giver mulighed for en større åbenhed overfor personlig udvikling, der igen skaber øget selvtillid. Og omvendt vil lille selvtillid begrænse mig i at have tiltro til gevinsten ved personlig udvikling, der igen vil begrænse min selvtillid yderligere. Der er således to spiraler, der understøtter hinanden, så det naturlige spørgsmål kunne være ”hvordan standser jeg den begrænsende spiral, så jeg opbygger mere selvtillid og dermed kan bidrage til at skabe øget tillid i mit nærmiljø og omverden?”.

Svaret ligger i evnen til at se sig selv eller i det mindste at få øje på sig selv. Her er Enneagrammet er nyttigt værktøj idet det er muligt at starte med at tage en test eller læse en bog og dermed opdage, at der er andre, der har de samme mønstre og vaner som mig og at der er andre, der har arbejdet sig igennem de begrænsende psykologiske strukturer og langsomt men sikkert bevæger sig op ad den positive spiral. Enneagrammets styrke ligger i, at det både fortæller noget om, hvordan man opfører sig samt hvorfor man har de bestemt opførsel. Samtidig giver Enneagrammet en række anvisninger til at bryde unyttige mønstre og dermed stige i selvindsigt. Dét at stige i selvindsigt er lig med større selvtillid. Så hvis man ønsker at starte den positive spiral skal man starte med at øge sin selvindsigt – frem for at starte med at forsøge at øge sin selvtillid. Hvis man forsøger sig med selvtilliden først, vil det ofte gå ud over selvværdet, og hvis både selvtilliden og selvværdet er ”skadet” bliver arbejdet blot dobbelt så vanskeligt. Så kort sagt vil øget selvindsigt styrke din selvtillid!

Skrevet af en af vores dygtige coaches:

Udgivet af...

Coach.dk

« Tilbage
Tilbage til hovedoversigten

Coach.dk

MIS